Skip to main content

Upcoming Meeting

June 10, 2026, 11AM-16PM at Rigshospitalet, Auditorium 1

RSVP: May 27 to lisa.pettersson@regionh.dk

Overlevelsen for børn med kræft er nu over 90%

Nationalt samarbejde har styrket behandlingen af børn med kræft over de seneste år.  Den 10. juni 2026 præsenterer danske forskere nogle af de vigtigste nye resultater.

Hvert år får knapt 200 børn i Danmark stillet en kræftdiagnose, og kræften er ansvarlig for en femtedel af alle dødsfald blandt børn over et år. Behandlingen er blevet markant bedre, men er også meget intensiv og kan medføre alvorlige bivirkninger og senfølger.

Siden 2020 har forskere og klinikere fra hele landet arbejdet sammen i det nationale forskningssamarbejde CONTROL for at styrke behandlingen af børnekræft. Nu præsenteres resultaterne af indsatsen.

“Vi har gennem det nationale og internationale samarbejde opbygget en væsentligt bedre forståelse af både sygdommens biologi og behandlingsresultaterne hos børn med kræft. Det giver et mere solidt grundlag for at tilpasse behandlingen til den enkelte patient. Den næste opgave er at sikre, at denne viden bliver forankret og videreudviklet i den kliniske praksis,” siger Kjeld Schmiegelow, professor ved Børneonkologisk Laboratorium på Rigshospitalet.

Samarbejdet involverer de fire børnekræftafdelinger i København, Aarhus, Odense og Aalborg og har haft fokus på at:

  • forbedre diagnostikken gennem mere detaljeret karakterisering af tumorers biologi
  • udvikle og kvalificere mere målrettede behandlingsstrategier
  • skabe ny viden om, hvorfor samme behandlinger virker forskelligt på børnene
  • identificere børn med øget genetisk risiko for kræft (cancerprædispositioner, CPS)
  • reducere både akutte bivirkninger og langsigtede senfølger

Resultaterne peger på, at en mere individualiseret tilgang til behandling kan forbedre effekt og reducere forekomsten af bivirkninger. Samtidig understreger forskerne, at der fortsat er behov for mere viden – særligt om kræftens biologi, behandlingernes senfølger og patienternes livskvalitet under og efter sygdommen. Derfor er ambitionen at føre samarbejdet videre.

Forskningen er koordineret fra Børneonkologisk Laboratorium (Bonkolab) på Rigshospitalet og er muliggjort gennem bevillinger fra Kræftens Bekæmpelse og Børnecancerfonden.

Et udsnit af resultaterne fra samarbejdet præsenteres på et åbent halvdagsseminar onsdag den 10. juni, kl. 11-16, i Auditorium 1 på Rigshospitalet. Alle er velkomne.

Tilmelding: Sekretær Lisa Pettersson, lisa.pettersson@regionh.dk senest den 27. maj 2026.

Nationalt forskningssamarbejde om børnekræft

10. juni 2026 kl. 11:00-16:00, Rigshospitalet, Auditorie 1

Del 1: 11:00 – 12:05 Etik, årsager og tidlig diagnose
10:30-11:00 Kaffe & te
OBS! må ikke medbringes i selve auditoriet
Udenfor Auditorie 1
11:00 Velkomst Moderator: Lisa Hjalgrim
11:05 - 11:15 Bioetik og kræft hos børn: Hvad kan vi – hvad må vi – hvordan påvirker det familierne. Ayo Wahlberg, Institut for Antropologi, Københavns Universitet
11:20 - 11:30 Hvorfor får børn kræft – kan man være arveligt disponeret? Ulrik Kristoffer Stoltze, Afdeling for Klinisk Genetik, Rigshospitalet
11:35 - 11:45 “hjernetegn.dk” - tidlig opsporing af børn og unge med hjernetumor Louise Tram Henriksen, Børneafdelingen, Skejby Sygehus
11:50-12:00 Hjernetumorer hos børn – kan kampen vindes? René Mathiasen, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet
12:05-12:50 Frokost Stående udenfor auditoriet
Del 2: 12:50 – 13:55 Behandling, monitorering og nye teknologier
12:50-12:55 Introduktion: Nye perspektiver på præcisionsbehandlingen af børnekræft Moderator: Henrik Hasle
12:55-13:05 Præcisionsmedicin i behandlingen af pædiatriske hjernetumorer Torben Stamm Mikkelsen, Børneafdelingen, Aarhus Universitetshospital
13:10-13:20 Kunstig intelligens i vurdering af behandlingseffekt – muligheder og perspektiver Signe Modvig, Klinisk Immunologisk Afdeling, Rigshospitalet
13:25-13:35 Måling af medicinkoncentrationer under behandling – hvorfor er det vigtigt? Birgitte Klug Albertsen, Børneafdelingen, Aarhus Universitetshospital
13:40-13:50 Immunterapi hos børn – kan vi få patienten til selv at udrydde kræft? Marianne Ifversen, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet
13:55-14:25 Pause – kaffe & te Udenfor auditoriet
Del 3: 14:25 – 16:00 Livskvalitet, bivirkninger og sociale perspektiver
14:25-14:30 Introduktion: Helhedssyn på børn med kræft – behandling og livskvalitet Moderator: Hanne Bækgaard
14:30-14:40 Kan bivirkningerne være for høj en pris at betale for helbredelse? Liv Andrés-Jensen, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet
14:45-14:55 Tidlig integreret palliativ indsats Marianne Olsen, Børneafdelingen, Hillerød Sygehus
15:00-15:10 Social ulighed – også i børnekræft? Susanne Dalton, Kræftens Bekæmpelses Forskningscenter og Sjællands Universitetshospital
15:15-15:25 Et barn med kræft er først og fremmest et barn – betydning af leg og fysisk aktivitet Hanne Bækgaard Larsen, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet
15:30-15:40 Den børneonkologiske forskning – hvor skal vi hen nu? Lisa Hjalgrim, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet
15:45-16:00 Afslutning og diskussion Kjeld Schmiegelow, Afdeling for Børn og Unge, Rigshospitalet

Previous meetings

2024 June

2023 April

2022 December

2022 May

2021 January